Konkurrencen og Samarbejdet
Efter blot en måned kan jeg bekræfte at det var det helt rigtige valg for mig at søge arbejde på et statsligt forskningsbibliotek.
Jeg har i 6 år arbejdet som udvikler på en virksomhed i Stockholm, som er et privatejet aktieselskab som designer og producerer visse typer af sikkerhedsudstyr. Det har alt i alt været en spændende arbejdsplads med interessante opgaver, gode kolleger, og et rigtigt godt arbejdsmiljø. Mit største klagemål er sådan set at det er et privatejet aktieselskab som skal konkurrere på et kapitalistisk marked. For det gør at de er underlagt nogle dynamikker som bare ikke er særligt kompatible med min psyke.
Og det kan jeg faktisk mærke nu, efter at have været i det offentlige i bare en måned. Det vil jeg gerne grave lidt i her, for det er for mig ikke blot et rent politisk spørgsmål. Det handler også meget om mentaliteten hos mig (og andre) som skal udføre et arbejde.
At sidde med et privatejet aktieselskab indebærer som oftest at man skal konkurrere med andre virksomheder om markedsandele, for det forventes at man ekspanderer så at folk som investerer i, og ejer virksomheden kan få et investeringsafkast. Denne konkurrence ses ofte som noget positivt, og det giver jo en slags mening: Lad den der udvikler de bedste løsninger vinde!
Der findes nogle ganske åbenlyse, storskalede problemer med den tankegang (hvad sker der for eksempel når en virksomhed så har “vundet”?), men det vil jeg lade ligge til en anden god gang. Lad os i stedet se lidt på hvad den her konkurrence betyder for mig personligt når jeg sidder og arbejder i virksomheden.
Den virksomhed jeg arbejdede på sælger i dette fald udstyr til andre virksomheder. Det er faktisk også en dynamik jeg som udgangspunkt bedre kan lide end når virksomheder skal sælge til privatpersoner, for magtbalancen mellem virksomheder er som oftest mere ligelig. Tilskyndelsen til at finde måder hvorpå man kan manipulere kunderne er noget mindre.
Forretningshemmeligheder
Som konkurrerende virksomhed har man naturligvis ofte forretningshemmeligheder. Det kan dreje sig om kildekode, skematiske diagrammer, forretningsmetoder, eller bare tekniske detaljer om hvordan systemerne vi arbejder på fungerer. Det betyder at
- Jeg kan ikke offentligt diskutere hvad jeg laver på virksomheden i alt for dybe detaljer.
- Når jeg skal kommunikere med folk på andre virksomheder (f.eks. kunder, samarbejdspartnere eller virksomheder hvis systemer vi skal interagere med), skal jeg være påpasselig med at være for åben om tekniske detaljer om vores systemer.
Problemet er bare at jeg ikke har nogen intuitiv forståelse af hvor langt jeg må gå når jeg diskuterer ting. Mit instinkt er at alle aspekter må kunne diskuteres i alle former for samarbejde, fordi det letter kommunikationen og samarbejdet. Løsningen på dette blev at en del af mine kommunikationer ofte måtte gå igennem den produktansvarlige for en sikkerhedsskyld.
Og at jeg arbejder på noget jeg ikke må diskutere offentligt i detaljer strider også meget imod min personlighed. Jeg hader et eller andet sted at jeg ender med at bruge så meget af min hverdag på noget jeg ikke må snakke om eller lade ethvert interesseret menneske tage del af.
Loyalitetspligt
I ansættelseskontrakter/kollektivaftaler med private virksomheder indgår også som oftest en såkaldt loyalitetspligt. Det er ikke altid helt nemt at tyde præcis hvad det indebærer, men du forventes i en vis udstrækning at agere loyalt mod virksomheden, også i dit privatliv. Jeg har set det beskrevet som at man ikke må gøre ting som kan skade virksomheden. Det er dog ikke en pligt jeg er kommet i nogen særlig konflikt med under de 6 år jeg arbejdede der, hvilket har meget at gøre med at det faktisk har været et meget god arbejdsplads.
Men jeg har haft lidt friktioner, for hvad sker der hvis jeg får en interessant teknisk idé baseret på det jeg arbejder med, som måske ville være til nytte for almenheden, men ikke profitabel for virksomheden?
Hvis jeg leger med idéen i mit fritid og publicerer koden som open source, så kan det ende med at resultere i at jeg hjælper aktiviteter som står i konkurrence med virksomheden, og dermed skader den. Deraf har jeg måttet opgive mere end én spændende eller interessant idé jeg er endt med at gruble over under den tid jeg har været der.
Jeg har som oftest en interesse og omsorg for projekter jeg arbejder med, samt de mennesker jeg arbejder sammen med. Men nogen indfølt loyalitet har jeg aldrig kunnet finde for noget så abstrakt som den organisation jeg arbejder for, uanset hvor god en arbejdsplads det måtte være.
Kontraktbureaukrati
Virksomheder som bestiller systemer og services fra andre virksomheder har naturligvis ofte deres egne ønsker og krav til disse, afhængig af hvordan de har tænkt sig at bruge dem. Og hvordan prioriterer man så disse kundevirksomheder? For vi har ikke uendelig med arbejdskraft. Ja, som oftest så må den produktansvarlige gøre sit bedste i kommunikation med virksomhederne for at få indtryk af hvad der vil være bedst at prioritere. Ud over det, så kan en virksomhed som vil betale for konsulenttimer eventuelt få opprioriteret deres ønskemål.
Det giver også god mening ud fra et rent virksomhedsøkonomisk perspektiv. Men er det vi udvikler så altid noget de andre kundevirksomheder vil kunne drage nytte af også?
Og vil det være unfair for en virksomhed som betaler for en prioritering at andre virksomheder også ender med at drage nytte af udviklingen de vil prioritere?
Pas. Man kommunikerer jo med kundevirksomhederne individuelt. De ved ikke engang nødvendigvis hvilke andre kunder vi har, og vores andre kunder er ofte deres konkurrenter, så at arrangere noget egentligt samarbejde om retningen af udviklingen virker lidt som fantasi og ønsketænkning i et sådant miljø. Og et tættere samarbejde med en kunde skal der stort set altid en ny kontrakt ind over.
Heldigvis har jeg ikke været alt for involveret i sådan noget, ud over at skulle vurdere til tider hvad indsatsen vil være for at udvikle noget. Men min intuition her er helt klart et ønske om at virksomhederne bare kunne sætte sig i et rum og snakke sammen om hvilken retning de vil at vi skal tage udviklingen, hvad som ville være mest nyttigt for alle involverede, osv.
Og alle disse klagepunkter kommer sådan set af en ganske normal dynamik man arbejder under i et privatejet aktieselskab. Jeg har som sagt altid ellers været glad for min arbejdsplads, og de har tilmed vist en forståelse for hvordan min mentalitet fungerer. Der er gode grunde til at jeg blev der i 6 år, og sikkert kunne være blevet der længere også.
En Offentlig Struktur
Men lad os tage et kig på hvordan min nye arbejdsplads er organiseret, og hvorfor jeg alligevel byttede!
Jeg sidder i dag på Avdelningen för Digitalisering på Uppsala Universitetsbibliotek. Vi udvikler og administrerer to nationale digitale arkiver: Alvin, som er et kulturarvs-arkiv med gamle bøger, billeder, video, osv, samt DiVA, som er et videnskabeligt arkiv med tidsskrifter, publikationer, osv.
Jeg er ansat af Uppsala Universitet, som opererer som en statslig myndighed, men jeg arbejder i praksis for to konsortier som består af medlemmer fra hele Sverige, og det er mere direkte deres medlemsafgifter som min løn kommer fra:
Vi kan grave lidt i DiVA, som er det mere omfattende samarbejde. DiVA har 49 medlemmer, og består hovedsageligt af højskoler, universiteter, samt andre statslige myndigheder i Sverige. Har man et godt øje vil man også bemærke at et af medlemsorganisationerne er Nordisk Ministerråd, så det er ikke begrænset til rent svenske institutioner.
Hvert år har konsortiet et stævne, hvor hvert medlem sender en repræsentant. Her fattes beslutninger om den overgribende retning for projektet, samt de økonomiske rammer, og så vælges der en nogenlunde repræsentativ styregruppe på 6 personer som skal lede arbejdet over det kommende år.
Hvilken effekt har alt det her så på mit arbejde nu?
Tavshedspligt
For det første er jeg jo statsligt ansat. Jeg har kigget lidt i min kollektivaftale i den forbindelse, og der står f.eks. ikke en dyt om loyalitetspligt. Det eneste jeg umiddelbart kan finde af den slags er en tavshedspligt som er lovfæstet og gælder alle statsligt ansatte. Det er naturligvis fordi mange statsansatte ofte håndterer fortrolig information om privatpersoner, og det er dét den specifikt er rettet imod. Den pligt har jeg intuitivt langt større respekt for. Den er også langt mere specifik og nemmere at forstå end loyalitetspligten.
Den er dog mest relevant for mig når jeg i ny og næ skal sidde som lægdommer, hvilket også er en statslig opgave, men urelateret til mit arbejde på biblioteket. Langt størstedelen af den data og information vi håndterer her er fuldt offentlig.
Offentlig Kode og Data
Forretningshemmeligheder har vi heller ikke rigtigt noget af. Det er desværre ikke hele koden til de gamle systemer (som stadig er dem man ser i drift) som er offentligt tilgængelig, men koden til den nye generation af systemerne (som skal erstatte de gamle indenfor nogle år) ligger tilgængelig på github: Library Systems Unit
Der er heller ingen der har sagt at den gamle kode direkte er hemmelig, så hvis nogen spørger, må de sikkert godt få lov til at se den. Men meget af det er gammelt JSP-kode hvis dage efterhånden er talte, så nytteværdien er nok begrænset.
Og hvis jeg får nogle sjove indfald relateret til noget af det vi laver på arbejdet, så kan jeg sidde og kode på det i min fritid hvis jeg får lyst, som jeg har gjort på Gamla Kartor.
Medlemsorganisation
Vi har ikke kunder, men derimod medlemmer. Det indebærer blandt andet at det er lettere at involvere dem i arbejdet og planlægge hvad der skal ske. Vi træner lokale specialister for medlemmerne, så de selv kan håndtere en slags first-line support. Så har vi mere erfaren support på kontoret, og så er vi to systemadministratører som blandt andet kan håndtere mere involverede support-ærinder. Stævnet lægger overordnede linier for projektet, og styregruppen kan hjælpe med at blandt andet håndtere og prioritere specifikke større ønskemål fra medlemmer som kan opstå under året.
Medlemmer betaler ikke andet end medlemsafgiften for det her, og de er frie til at melde sig ud igen hvis de mener de har fundet en arkiv-løsning som er mere velegnet for dem. Vi hjælper dem i så fald med at eksportere deres data til et format de kan bruge.
Konsortierne eksisterer ikke som profitsøgende virksomheder som skal vokse for at tilfredsstille investorer, og derfor kan de også tage den lidt mere med ro. Man forsøger naturligvis at finde nye medlemmer, da det styrker holdbarheden i projektet på længere sigt, men der sidder ikke en salgsafdeling et sted og skal bruge en masse tid på at finde nye kunder.
Indtil videre er min samlede oplevelse sjovt nok også at det resulterer i mindre bureaukrati i hverdagen end hvis det nu var struktureret som et profitsøgende aktieselskab.
Samarbejde og… Ytringsfrihed?
Måske vigtigst af alt, for mig personligt: Det tillader mig at udføre mit arbejde uden de sædvanlige kommunikationsbarrierer og restriktioner på min, ja, ytringsfrihed?, som man kan finde i de fleste privatejede virksomheder (som naturligvis bare gør hvad de kan for at beskytte forretningshemmeligheder og omdømme i konkurrencen med andre virksomheder).
Jeg kunne godt tænke mig at folk tænker lidt mere over den slags dynamikker når de taler for at vi skal privatisere og konkurrenceudsætte alt muligt, typisk i aktieselskabs-modellen. Mine 6 år i industrien har ikke rigtigt gjort noget for min tiltro til at konkurrencen på et sådant kapitalistisk marked nødvendigvis øger kvaliteten på særlig meget. Det skaber en masse økonomisk aktivitet, ingen tvivl om det. Men økonomisk aktivitet er ikke det samme som samfundsværdi. Det skaber også bimlende vanvittige mængder af spild, ikke bare materielt, men også intellektuelt, når man f.eks. ikke tillades at dele meget af den viden og erfaring man oparbejder i virksomheden (medmindre man skifter arbejde, men check så lige om du har en konkurrenceklausul i din kontrakt først!).
Min første tanke når jeg på min gamle arbejdsplads har haft lejlighed til at undersøge konkurrenters produkter eller services har altid været “vi kunne sikkert lære meget mere af hinanden hvis ikke vi var konkurrenter”.